Museernes Samvirke i Vestjylland
Mjesinghuset


Mjesinghuset stammer fra landsbyen Mjesing ved Skanderborg. Huset blev bygget i 1770 som byens første skole. Oprindelig indeholdt huset blot to rum, en skolestue og et beboelsesrum. I 1822 blev skolen nedlagt og huset blev husmandsbolig.

Fra 1936 blev huset anvendt som museumsbygning i Mjesing, hvor det indtil 1968 var rammen om den i sin tid kendte samler, skomager Ansgar Andersens samling.

I husets østgavl er indrettet et landsbymalerværksted fra omkring år 1900. I værkstedet fremstillede maleren sine materialer, mens selve malerarbejdet mest foregik hos de forskellige bønder i omegnen.



Landsbymaleren

Som andet håndværk var også malerfaget i ældre tid hovedsageligt knyttet til købstæderne. I 1700- og langt op i 1800-tallet var det maleren fra købstaden, der blev hentet til finere malerarbejde på landet. Men i anden halvdel af 1800-tallet begyndte købstadsmalere at nedsætte sig på landet.

Meget af malerens arbejde foregik af gode grunde uden for værkstedet, men på værkstedet fremstillede maleren selv sine strygefarver og malede mindre genstande. Malerværkstedet skulle gerne være rent og ordentligt, da der ikke måtte komme snavs i farven, penslerne eller farvebøtterne.

Fremstilling af strygefarver skete ved hjælp af farvestoffer og bindemidler. Først blev farvestofferne findelt i en farvemølle, hvorefter rivningen kunne foregå. Til dette formål blev der anvendt en flise og en løber. Flisen var en flad stenplade, mens løberen kunne være kegleformet tilhugget af granit. Ved rivning blandes farvestoffet med bindemidlet ved at gnide det sammen med løberen på flisen. Jo mere der gnides, jo mere lind bliver farven.


Aktiv indsamling

Da museets samlinger kun indeholder få genstande fra malerfaget, indrykkede museet i januar 2005 en annonce i bladet Dansk Malermester. I annoncen eftersøgtes gamle malergenstande, og museet har med taknemmelighed modtaget en farvemølle, gamle pensler og andet malerværktøj, samt løbere. Der forestår dog endnu meget arbejde med at dokumentere maleren som landsbyhåndværk.

Hjemsted og alder
Byggeskik
Inden døre
Arbejde og dagligliv



Tilbage
Søg igen
Yderligere info

Copyright Hjerl Hede