Have
Præstegårdens have skildrer tidsperioden 1860-1890 og er anlagt som en frodig østjysk have med mange forskellige løvtræer. De fleste præster var foregangsmænd indenfor landbrug og havebrug, og derfor var præstegårdshaverne ofte det første sted, man kunne se nyheder indenfor blomster-, grøntsags- og frugtavl.
Præstegårdshaven er inddelt i prydhave, køkkenhave og frugthave.
Haven er omgærdet af et stengærde og et lavt dige for at holde kreaturer ude.
Prydhaven
Prydhaven er præget af to forskellige moderetninger indenfor havebruget: Barokhaven og landskabshaven.
Barokhaven er udformet med lave buksbomhække, som omkranser små blomsterbede og sirligt anlagte grusgange. Denne type have var moderne hos den europæiske overklasse i 1600-1700-tallet, hvorefter den kom på mode i de almindelige danske haver i løbet af 1800-tallet.
Landskabshaven er anlagt med en stor åben plæne med enkeltstående løvtræer. Idealet var den romantiske have, som blev populær blandt den europæiske overklasse i slutningen af 1700-tallet. Denne havetype skulle emme af "naturlighed" og romantik.
|