Siden museets begyndelse er der blevet arbejdet på at genskabe det kulturhistoriske miljø omkring hver enkelt bygning, således at det bliver muligt at formidle helheder inden for forskellige tidsperioder, samt regionale og sociale egnsforskelle.
Dette gøres blandt andet ved at anlægge historiske haver ved de enkelte bygninger, og allerede i 1933, da kroen fra Skovsgaarde på Fyn blev hjemtaget, blev der ved bygningen anlagt en tids- og stedstypisk humlehave.
I begyndelsen af 1980’erne udformede to konsulenter fra Havebrugshistorisk Selskab et forslag til en have ved museets Præstegård, og haven fremstår i dag som en frodig østjysk have fra anden halvdel af 1800-tallet.
Senest blev der i 2004 anlagt en lille vestjysk kålgård ved hedegården fra Kvosted, og i 2006 anlagdes en renæssancehave ved Vinkelgården.
De ældste haver, der kendes i Danmark, er de middelalderlige klosterhaver. Fra syd hentede munkene frø og planter og anlagde haver ved klostrene. Det var hovedsaligt med lægeurter og grønsager, men også det vi i dag vil kalde rene prydplanter. Klosterhaverne var anlagt med kvadratiske bede, omkranset af kantplanter. Typisk var haven opdelt i tre dele: kålgård, abildgård og blomstergård. Denne form gik igen i renæssancens haver og de efterfølgende århundreders landbohaver.
Helt op til begyndelsen af 1800-tallet var landbohaverne hovedsaligt anlagt med henblik på selvforsyning. Nytteværdien har været det centrale, og der har ikke været forudsætning for egentlige prydhaver. Landbohaverne var enkle og funktionelle, mens udformning og beplantning kunne variere. Egns- og landsdelsvariationerne var dels bestemt af lokale skikke, men også af de forskellige jordbunds- og klimaforhold.
Ændringerne i det danske landbosamfund i 1800-tallet satte også sit præg på landbohaverne. Haverne blev større og prydhaver mere almindelige. Under indflydelse fra den engelske landskabshave gik man bort fra de rette linjer og over til mere buede gange og bede. Der kom mange flere forskellige planter, og i slutningen af 1800-tallet blev der udlagt græsplæner med pæne revne havegange.
Ordet have stammer fra det gamle ord haghi, som oprindelig betød hegn og siden selve det indhegnede sted. Indhegningen af haven var af stor betydning, da den skulle værnes mod løsgående dyr. Det var ligefrem påbudt i Danske Lov fra 1683. I udformningen af hegnene var der egnsvariationer, blandt andet kunne der anvendes tang, tørv, jord eller sten, og de kunne være med eller uden beplantning. Variationerne var ofte bestemt af de tilgængelige resourser i området. I de stenfattige egne af Nordjylland blev der for eksempel udelukkende anlagt jorddiger, og i de vestjyske hedeegne anlagde man diger af tørv.
|