Museernes Samvirke i Vestjylland
Dansk landraceged


Oprindelse

Geden er et af de tidligste dyr, mennesket har domesticeret. De tidligste fund af tamged er ca. 9.000 år gamle og stammer fra Iran. Geden kom til Danmark i bondestenalderen.

Historie

Geden har levet en omskiftelig tilværelse som tamdyr i Danmark fra stenalderen til i dag. Den er blevet holdt for kødets, skindets og mælkens skyld. Fra middelalderen findes beretninger om gedebesætninger på flere hundrede dyr. Inden papiret blev opfundet, fremstillede man pergament af gedeskind. Senere blev geden først og fremmest holdt af småkårsfolk som et alternativ til at holde ko, og den blev da også kaldt ”fattigmandskoen”. Efter 2. Verdenskrig skiftede geden status til kæledyr. Racen er på listen over bevaringsværdige danske husdyrracer.

Udseende

Den Danske Landraceged er en middelstor til stor malkeged. Geden vejer 50-60 kg, og bukken vejer 70-90 kg. Den er knoglekraftig og stærkt bygget. Hornenes form er bagoverbuede med let udaddrejede spidser. Hannernes horn er meget kraftige. Hårlaget består af dækhår og underuld, der fældes om sommeren. Begge køn har hageskæg. Den findes i flere forskellige farver. Den hvide landraceged er helt hvid. Den hvide farve har været meget populær i hele landet i 1900-tallet.

Anvendelse

Man har lige siden stenalderen holdt geder for kødets, skindets og mælkens skyld. I middelalderen anvendtes skindet til pergament. Senere blev geden især anvendt som malkeged og dens betydning som kødleverandør stærkt reduceret.



Tilbage
Søg igen
Yderligere info

Copyright Hjerl Hede