Den brolagte vej i museet er en tro kopi af den brolagte vej i Nyrup Hegn i Nordsjælland, der efter al sandsynlighed er en rest af den gamle kongevej fra Frederiksborg til Helsingør.
Vejen er 300 m. lang, og brolægningens udformning har stor lighed med middelalderlige brolægninger, der er kendetegnet ved, at der som en midterstribe i brolægningen, er lagt en, let forhøjet, regelmæssig række sten. To regelmæssige rækker kantsten afslutter vejen i begge sider.
Kongevejene, som blev påbegyndt af Frederik II i slutningen af 1500-tallet, vidner om et særligt stykke dansk vejhistorie, der ikke kendt fra andre lande i Europa. Den første blev anlagt i 1585, og nettet af kongeveje blev udbygget under Christian IV. Vejene forbandt de kongelige slotte, og blev anlagt på grund af alfarvejenes slette tilstand, samt ud fra et ønske om, at kongen og hans hus på rejser rundt i landet, kunne komme hurtigt frem mellem kronens slotte og godser. Derfor lå næsten alle kongeveje på Sjælland, mens kun en enkelt, mellem Haderslev og Jelling, er kendt fra Jylland.
Kongevejene var, i modsætning til hvad man før troede, ikke brolagt i deres fulde udstrækning, men kun hvor de gik gennem fugtige områder eller vejen af andre årsager var ustabil.
Kongevejene var kongens private veje, som det var undersåtterne forbudt at benytte. I de to hundrede år, hvor kongevejene eksisterede, var kongemagten involveret i gentagne kampagner mod illegitim færdsel på vejene. Kongevejene var forsynet med aflåste bomme, og for at kunne færdes på vejene, var det nødvendigt at være udstyret med nøgler til disse. Nøglerne var forbeholdt en snæver kreds omkring kongen, men alligevel er der talrige eksempler på falske nøgler og mange vidnesbyrd om hærværk på porte og bomme. Straffen for sådanne retsbrud kunne være hård, og der var ansat opsynsmænd langs vejene til at overvåge forbuddet. Allerede i 1660’erne begyndte kongen at opgive kampen mod den ulovlige færdsel, og i løbet af de næste hundrede år blev de fleste givet fri til offentlig færdsel, men helt frem til de store vejreformer i slutningen af 1700-tallet blev de nordsjællandske kongeveje opretholdt som kongeveje.
Broen
Den genopførte granitbro ved den ene ende af museets brolagte vej er 200 år gammel og blev fundet ved en tilfældighed. Under arbejdet med sin bog ”Gamle danske milepæle” fandt arkitekt Ejvind Draiby, ved studier af Videnskabernes Selskabs kort fra 1790, ud af, at der måtte have været en bro over Baunbæk bæk på det gamle vejstykke mellem Holstebro og Ulfborg, lidt øst for Ulfborgs gamle kirke. Broen var, da den blev fundet i 1960, styrtet sammen en del år forinden.
Broen er en enkelt opbygget granitbro, der i sin konstruktion minder meget om den hærvejsbro, der fører over Haller å ved Kong Knaps dige.
Litteratur
Høgsbro, Karen-Elizabeth, ”Veje og broer i renæssancen”, Hikuin, 18, 1990.
Topsøe-Jensen, Torben, Ad hjulspor og landeveje, Steen Hasselbalchs Forlag: København, 1966.
Topsøe-Jensen, Torben, Claus Bjørn og Georg Christiansen, Om vejforordningen af 13. december 1793, Dansk Vejtidsskrift, særtryk , nr. 4-11, 1993.
Wittendorff, Alex, Alvej og kongevej, Akademisk Forlag, 1973.
Wittendorff, Alex, Det danske vejnets historie, Dansk Vejtidsskrift, årg. 60, nr. 3, 1983.
|