Museernes Samvirke i Vestjylland |
Tvis Kloster |
Tvis Kloster blev grundlagt i 1163, da Prins Buris overdrog store jordarealer omkring Holstebro til Herridsvad Kloster i Skåne. Foto: Hans E. Kratholm Rasmussen Der er ikke mange synlige spor af Tvis Kloster bevaret. Nord for kirkegårdsmuren ved den nedlagte Tvis Kirke findes enkelte fundamentsten, udhugget i granit med simpel skråkant. De øvrige fundamenter og murrester ligger gemt under vejen mod Tvis, og under græs og øvrig bevoksning. Klosteret fik navnet Tutta Vallis, der betyder den sikre dal. Som på andre cistercienserklostre lå klosterkirken i nordfløjen. Kirken har haft en længde på ca. 50 m.
Ved Reformationen blev klosteret nedlagt, men kirken stod indtil 1698. Også de øvrige bygninger blev med årene nedbrudt. Udgravninger, udført af Nationalmuseet i 1885 og 1921 og igen af Holstebro Museum i 1978 og 1979 har fremdraget grundplanen af et regulært firfløjet anlæg med en klostergård på knap 500 m2. Foto: Hans E. Kratholm Rasmussen Ved udgravningerne fandt man figursten af brændt ler, glaserede gulvfliser, keramik, stentøj, knive, hvæssesten, drejede benskafter, glasruder m.m. Disse fund kan ses på Holstebro Museum.
Ann Bodilsen, Holstebro Museum fortæller om klosteret - Foto: Hans E. Kratholm Rasmussen |
Tilbage Søg igen Yderligere info |
Copyright Holstebro Museum |