Stammer som de andre bakkeøer fra næstsidste istid og er mellem 180.000 og 95.000 år gammel.
Formen som en ø i det flade hedeslettehav fik bakkeøen dog først under den sidste istids afslutning omkring 10.000 f. Kr. De gigantiske smeltevandsmasser, der fossede ud over Karup Hedeslette, skyllede alt blødt materiale bort, slæbte det med sig vest- over og lod kun de hårde knolde stå tilbage. Erosionsskrænten står meget stejlt mod nordøst. Fra bakkeøens højeste punkt (46 m o h.) har man et fint indtryk af den flade hedeslette. Den består af sand, som er aflejret af smeltevandet i de laveste partier af det gamle landskab.
Yllebjerg Bakkeø blev fredet i 1978, og der er offentlig adgang dertil ad markvejen fra nord. Der findes ingen egentlig P-plads, men man kan holde på markvejen ud for skydebanen, som støder ind til bakkeøens nordside. Skydebanen anvendes af hjemmeværnet, og på dage, hvor den benyttes, er bakkeøen ikke tilgængelig. Der vil i den anledning være skiltet, ligesom advarselskuglen midt på bakkeøen vil være hejst.
Den ca. 13 ha store Yllebjerg Bakkeø er en af de meget få bakkeøer på Karup hedeslette. Da den samtidig er så overskuelig og ligger særdeles markant i landskabet, giver den en meget tydelig illustration af landskabets opståen. For at man kan se terrænets former, har fredningsmyndighederne fjernet det meste af den slørende beplantning. På den østlige del af bakkeøen er selvsåede bjergfyr fjernet, arealet er indhegnet og afgræsses nu af kreaturer. Det forhindrer at nye træer etablerer sig, og det forbedrer lyngplanters vækstmuligheden På den midterste del er fældet en nåletræsplantage, og dette areal skal ikke tilplantes igen. På den vestlige del er ryddet en løvtræsbevoksning, næsten udelukkende bævreasp. Den var ved at sprede sig ud over de omgivende hedearealer, og ville i løbet af få år have forandret arealet til et sammenhængende og uoverskueligt krat. Kun enkelte trægrupper bevares, således at hedevegetationen bliver dominerende.
Voksestedet er afgørende for plantearters vækstmuligheder. På bakkeøens sydskråning findes for eksempel håret høgeurt og fåresvingel, som kan tåle udtørring og høj temperatur. På nordskråningen derimod vokser blåbær, som kræver mere skygge, lavere temperatur og højere fugtighed.
|