Det 45 ha store Brejning Egekrat blev fredet i 1919 som en af landets første fredninger.
Egene har fået de krumme former på grund af det barske klima. Træerne er små og krogede mod vest, højere og mere rette mod øst. Træernes krumme former skyldes også, at krattene har været hårdt udnyttet til gavntræ og kreaturgræsning, og mange af træerne er vokset frem af rodskud. Der er en afvekslende bundvegetation i Brejning Egekrat. Krattet er privatejet. Man må i dagtimerne færdes til fods på en afmærket 2 km lang vandresti. Stien udgår fra P-pladsen ved Kratvej i den østlige udkant.
Egekrattene anses for at være rester af de skovbevoksninger, der i jægerstenalderen indvandrede i Vestjylland. Vegetationshistoriske undersøgelser viser, at der var tale om en meget lysåben skovtype, som foruden eg også indeholdt træer som birk, hassel, lind og el. Skovbunden var tæt dækket af lyng, græs og urter. Med bondestenalderen startede en udnyttelse af skoven til græsgange, en driftsform, der er fortsat helt frem til nyere tid, hvor græsningen blev forbudt med Fredskovsforordningen fra 1805.
Egetræ har langt tilbage i oldtiden været den absolut mest betydningsfulde træsort. Det er blevet brugt til bygning af huse, vogne, skibe m.v., og i jernalder, vikingetid og middelalder er det blevet brugt til udvinding af jern fra myremalm. Det var dog først i løbet af middelalderen, at udnyttelsen af skoven blev så kraftig, at der blev tale om en direkte trussel med økologiske problemer som tiltagende sandflugt og træmangel til følge. En vigtig måde at anvende egene på var at styne dem med jævne mellemrum, dvs. at skud fra stubbene blev hugget af, når de nåede en vis tykkelse. Herved opstod den skovdriftsform, der benævnes stævningsskov. Hvor langt driftsformen går tilbage i tid vides ikke, men den ser ud til at være praktiseret i forbindelse med jernalderfolkenes fremstilling af egekul til jernudvinding.
|