Museernes Samvirke i Vestjylland
Vorgod Å, Nr.Vium Kirke og Vium Kanal

 
Det er en ægte vestjysk naturoplevelse at stå på broen over Vorgod Å lige vest for Nr. Vium Kirke.

I brede bugtninger driver åvandet dovent af sted. Selv om Vorgod Å er en sidegren af Skjern Å, bliver man imponeret af dens bredde og vandrigdom. Vorgod Å begynder nordvest for Vildbjerg og løber sammen med Skjern Å lidt øst for Borris.
Den lille romanske kirke uden tårn er bygget af smukke granitkvadre, og i nordsiden ses tre af de oprindelige små, rundbuede vinduer, Altertavlen er fra 1697, og alterbilledet blev i 1930 afdækket af Nationalmuseet som det ældste af tre farvelag. Ved vestre kirkegårdsdige står en klokkestabel fra 1931, men klokken, der bærer årstallet 1329, havde indtil da været ophængt på kirkens østgavl.
Natten mellem den 4. og 5. maj 1942 havde en engelsk flyver, der blev angrebet af tyske jagere, droppet sin last for at blive mere manøvredygtig. En sprængbombe faldt på kirkegården og beskadigede nordmuren og våbenhuset. En anden bombe antændte kirkens loft, men branden blev slukket, så inventaret ikke led skade.
Umiddelbart vest for Nr. Vium Kirke ses i randen af Vorgod Ådal en gammel engvandingskanal, kaldet Vium Kanal. I dag er den helt tørlagt, men er særdeles fint bevaret på en strækning af ca. 3 km. Vium Kanal blev anlagt i l870’erne, men der er tradition for engvanding meget længere tilbage i tiden langs Vorgod Å.
Omgivelserne er delvis plantet til, og på det åbne vandspejl og skjult i bredvegetationen ses mange andefugle som gråand, toppet lappedykker og blishøns. Især om vinteren er søen rasteplads for mange fugle. Området blev som Vium-lejet udlagt til fuglereservat i 1983. En afmærket sti fører rundt om Kulsø. Der er flere P-pladser, men det bedste sted er ved vejen Troldhede-Nr. Vium. Her er der informationstavle med kort over området.



Tilbage
Søg igen
Yderligere info

Copyright Herning Museum