Museernes Samvirke i Vestjylland
Store Skjernå Kanal

Den 21 km lange engvandingskanal blev Danmarks største engvandingsanlæg, hvorfra omkring 1.100 ha eng kunne vandes ved overrisling. 

I 1871-72 blev Store Skjernå Kanal anlagt af Hedeselskabet.  Kanalen løber fra Rind Ås udløb i Skjern Å vest for Arnborg og til Ahlergårde lige øst for Borris. Kanalen er 11 m bred og 1 m dyb ved begyndelsen og 0,65 m bred og 0,45 m dyb ved slutningen. Dens største vandføring er 3-4 m3 pr. sekund. Vandet tages fra Rind Å. Et stemmeværk lige før åens udløb i Skjern Å presser vandet lidt tilbage i ålejet og ind i den kunstige engvandingskanal nord for åen. For at skaffe den store vandmængde er det nødvendigt at hente vand fra selve Skjern Å. En kanal fra Skjern Å til Rind Å lige oven for stemmeværket leverer omkring 2,5 m3 vand i sekundet til kanalen. Her har man foretaget en mindre opstemning med kampesten i Skjern Å, det såkaldte stryg. En lille gangsti går fra landevejen langs med hjælpe- kanalen frem til »stryget« i Skjern Å, mens en sti går over stemmeværket ud til kanalens begyndelse ved Rind Å.
På den lille bakke, hvor informationstavlen står, har der tidligere ligget en gammel gård, Arnborg Hedegård. Arealerne fra denne er nu fredet for at bevare ådalens åbne karakter fri for beplantning. Fortsætter man ad vejen mod syd over Skjernå Bro kører man op over Sandfeld-Hesselvig kanalen, ligeledes anlagt af Hedeselskabet i 1870.
I Store Skjernå Kanal er vandstanden ved kanalens yderste ende omkring 12 meter over vandstanden i selve Skjern Å nedenfor. Derved kan man i overrislingskanaler og render lade vandet løbe ud over engene mellem kanalen og åen. For at opnå en god bevanding måtte engene nivelleres nøjagtigt ud, så vandet kunne ledes ud i små render, som lå på små forhøjninger eller rygge. Herfra kunne vandet løbe ud over engen.
Oprindelig berørte kanalanlægget omkring 80 lodsejere, og 1.100 ha eng kunne overrisles. Driften og vedligeholdelsen varetages af kanalselskabet, og en skytmester overvåger vandtilførslen, som reguleres ved stemmeværket ved Arnborg Hedegård. Om vinteren er kanalen tømt for vand af hensyn til risikoen for frostsprængning af kanalens dæmninger. Omkring 1. maj ledes vandet ind i kanalen, og omkring 1. december lukkes atter for vandet. I dag er næsten alle engvandingsanlæg ude af funktion. Enkelte som Store Skjernå Kanal benyttes dog stadigvæk til vandingsformål, hvor moderne markvandingsmaskiner henter vand fra kanalen. Andre anlæg som for eksempel Sandfeld-Hesselvig Kanal benyttes som vandforsyning til dambrug. Kun et enkelt sted ved Tarp mellem Skarrild og Sdr. Felding holdes et mindre system i gang på den oprindelige måde. Ved Drongstrupgård er et anlæg fredet af ejeren, men det benyttes ikke længere til bevanding.



Tilbage
Søg igen
Yderligere info

Copyright Herning Museum