Museernes Samvirke i Vestjylland
Snejbjerg Kirke

 
I Snejbjerg Kirkes sydmur er indmuret en såkaldt peststen, som har følgende indskrift:

”ANNO 1602 DØDE af SNEB SOCEN 209 MENESKER AF PEST:Ap:5”.

De døde blev ifølge overleveringen begravet i en »pesthøj» på kirkegården, men højen blev sløjfet i 1800-tallet.
I skibet er mod nord bevaret to romanske, rundbuede vinduer, og et tilsvarende ses i korets nordside. Begge de oprindelige døre er tilmuret. Syddørens overligger er udsmykket med et græsk kors i relief og tovstave. I denne dør ses en kvader med et mandshoved, som blev sat op ved tilmuringen i 1916, og i korets sydside sidder ligeledes en interessant billedkvader med et meget velhugget, skægget mandshoved. I skibets sydmur sidder en kvader med en halvkugle. Denne ’bulesten’ er lokalt tolket som afbildning af et brød eller en pestbyld. En mindre bule ses ligeledes på skibets nordmur. Ved tårnets nordside er opstillet en mindre stensamling, blandt andet gavlstenen fra et romansk gravminde med et kors og et svagt mandshoved samt del af et sidealter med et udhugget relikviegemme. Døbefonten har en sokkel med store mandshoveder på de fire hjørner.



Tilbage
Søg igen
Yderligere info

Copyright Herning Museum