I år 1900 begyndte Hedeselskabet at bygge små tjæreovne flere steder i Birkebæk Skovdistrikt.
Allerede i 1903 nævnes 15 ovne, og flere var under planlægning. Da Hedeselskabet i l880’erne begyndte med at udtynde grankulturerne i hedeplantagerne, havde man svært ved at afsætte det dårlige udtyndingsved, både som pæle og som brændsel. I 1890 begyndte man derfor at brænde trækul af det dårligste udtyndingstræ i miler. Med opførelsen af tjæreovne ophørte milebrændingen helt, idet udnyttelsen af træet var bedre i de lukkede ovne.
I et lukket, hvælvet kammer med afløb for tjæren i bunden blev det tynde ved fra bjerg- fyrrene stablet. Under tjærefremstillingen blev der fyret kontinuerligt i fyrkanalerne på begge sider af hvælvingskammeret. Tjæren løb i afløbsrenden i gulvet direkte ud i fustagerne bag ved ovnen, Ved tjærebrændingen fremkom desuden en del træsyre og trægas i mindre mængder. Selve træet blev under tjæreudvindingen til trækul. Hedeselskabets tjære blev markedsført under navnet Montana Bruntjære, og det blev solgt til fiskere, der skulle bruge tjære til deres fiskegarn, jernbanerne, der brugte tjære til imprægnering af jernbanesveller, og til imprægnering af bygningsbeklædning. En del ovne udnyttede træsyren, som blev afsat til garverierne til garvning af skind. De to tjæreovne i Hesselvig Plantage er de sidste ovne, der er bevaret.
|