Museernes Samvirke i Vestjylland
Thorsmindeslusen og Nissum Fjord

 
Det eneste udløb fra den 70 km2 store, lavvandede Nissum Fjord er Thorsminde, der oprindeligt hed Torskminde (minde = udløb).

I ældre tid skiftede udløbet ofte plads og sandede jævnligt til under storm, hvilket medførte, at de lave landbrugsarealer omkring fjorden kunne stå oversvømmet i lange perioder.

Sandsugeren holder indsejlingen fri - Foto: Hans E. Kratholm Rasmussen

Derfor begyndte man i 1834 forsøg med at holde udløbet åbent med håndkraft. 80 mand var beskæftiget hermed. En forudsætning for de store landvindingsprojekter, der søgtes gennemført i l870’erne, var at få bygget et fast udløb med en sluse til at regulere vandstanden i fjorden.

Thorsmindekanalen og den første sluse stod færdige i 1870.

Afvandingsforsøgene og inddæmningerne måtte imidlertid opgives, og slusen sandede til. I 1927 gav staten bevilling til en renovering af slusen, der blev udvidet og forsynet med en kammersluse til gennemsejling, og en vejbane, så man kunne køre over.

Anlægget stod færdigt 1. oktober 1931.

Fiskerne kunne nu komme i havn bag slusen, og i 1934 blev den første betonkaj bygget. I 1935 var der allerede 100 indbyggere og 30 huse i Thorsminde.
 

I 1978 blev der bygget en moderne vejbro ved siden af slusen, og samtidig nedlagdes kammerslusen.

I 1985-90 blev slusen totalt renoveret, og siden årsskiftet 1988-89 har slusen haft døgnvagt.

Sluseportene åbnes og lukkes i dag hydraulisk via en styrepult i slusevagten.

Vandstanden i Nissum Fjord søges holdt mellem kote -0,10 m og kote + 0,30 m, men kan i perioder med pålandsvind og høj vandstand i havet nå meget højere.

En af de højeste vandstande på + 1,10 m blev målt i januar 1991. Den højeste vandstand, der er målt i havet, er + 3,20m.

De kraftigste stormstød i Thorsminde er målt til 41-42 mlsek, d.v.s. omkring 150 km/t.

Signalmasten - Foto: Hans E. Kratholm Rasmussen

Foto: Hans E. Kratholm Rasmussen

Signalmasten nord for slusen bruges til at vise, om sluseportene er åbne eller lukkede, og om der er ind- eller udstrøm.

Ved siden af signalmasten opstillede man i 1978 det store anker fra det engelske orlogsskib St. George, der forliste i 1811.


Hent rutevejledning

Fra:


Tilbage
Søg igen
Yderligere info

Copyright Holstebro Museum