En stemning fra urgamle tider møder en, når man besøger Bur Kirke.

Foto: Hans E. Kratholm Rasmussen

Den ligger ud til Storådalen ved siden af den store Burgaard, men uden anden bebyggelse omkring. At kirke og stormandsgård altid har hørt sammen er her umiddelbart indlysende.

Kirkens særkende er, at den har en stor rund apsis, og at kor og skib går i et. Man mener, at kirkebygningen har været tænkt meget større, men at planerne blev nedtonet undervejs. I stedet blev korbygningen forlænget en smule. 

Foto: Hans E. Kratholm Rasmussen

Kirkens østlige og ældste del har en fornemt profileret dobbeltsokkel, der ophører brat på sydsiden. I sydmuren skal man bemærke en kvader med et lille mandshoved i relief.

På en kvader i apsis ser man tre indhuggede fordybninger. Sagnet vil vide, at det er aftryk af troldens fingre, da han i raseri mod kirkebyggeriet slyngede en stor sten mod byggepladsen. Den prosaiske moderne museumsmand må desværre konstatere, at indhugningerne er beregnet til en kløvning, som imidlertid mislykkedes for stenmesteren i første omgang.

Vestgavlens slanke spir er fra 1864. Kirkens fornemste inventarstykke er en sengotisk fløjaltertavle fra tiden omkring år 1500.
 

Foto: Hans E. Kratholm Rasmussen

Ved Burgaard krydsede den nordsydgående oldtidsvej Storåen. Nord for åen delte vejen sig i to grene, den ene med nordøstlig retning mod Oddesund, den anden mod nordvest.

Vadestedet ved Burgaard var meget vigtigt, da man påbegyndte bygningen af kirken. Senere, omkring år 1200, søgte trafikken mod de nye overgange i Holstebro og Skærum. Hermed forsvandt også grundlaget for et stort kirkebyggeri i Bur.

Copyright Holstebro Museum