Museernes Samvirke i Vestjylland
Lemvig By

 
Lemvig er grundlagt i middelalderen, men er i dag præget af bebyggelse fra de sidste 150 år.

Lemvig

Befolkningen har altid levet af handel og service, og bybilledet afspejler, at man løbende har tilpasset sig de skiftende vilkår. Hver gang det har været gode tider for handel og samfærdsel, har man revet gamle huse ned og bygget nye. Nutidens bybillede er et resultat af tre højkonjunkturer.

1835-1845
Efter Aggertangens gennembrud i 1825 blomstrede byens handel og søfart op, og i årene 1835-1845 blev hele byen bogstavelig talt bygget om fra grunden. De nye huse var i én etage med tegltag, halvvalmede gavle og kvist over midterfaget; disse enkle empirehuse findes bevarede i Søndergade og i Vesterbjerg, bl.a. Lemvig Museums bygning.

1880-1890
Den næste store byggeperiode lå i 1880 - l890’erne, efter at byen havde fået jernbane i 1879. Indbyggertallet steg, og det var gode tider for omsætningen i byens forretninger. Omkring Torvet og i Vestergade afløste specialiserede handelshuse de gamle købmandsgårde, og de lave længer blev erstattet med mere pompøse toetagers bygninger med tårne, spir og karnapper.

1960’erne
Fra omkring 1960 fik byen del i den almindelige velstandsstigning i Danmark, og det medførte nye nedrivninger og forretningsbyggeri i glas og beton; samtidig begyndte parcelhuskvarterer for alvor at vokse op på de ubebyggede bakker omkring byen.
 

Lemvig Museum



Tilbage
Søg igen
Yderligere info

Copyright Lemvig Museum