Museernes Samvirke i Vestjylland
Lemvig Kirke

Lemvig Kirke


Kirken har antagelig ligget midt på Torvet siden byens grundlæggelse i 1200-tallet.

Indtil 1807 var der kirkegård rundt om kirken, omtrent dér hvor brolægningen af små spidse sten findes. I 1600- og 1700-tallet var det en enkel korskirke med tårn, forsynet med et slankt spir, efter sigende så højt, at det kunne bruges som sømærke. I 1827 blev spiret afløst af et tårn med takkede gavle. Sit nuværende udseende fik kirken ved en gennemgribende ombygning i 1933-35. Sidefløjene blev udvidede, og tårnet blev forsynet med et løgformet spir, som vakte heftig diskussion i byen. Nu betragtes kirkespiret som en uundværlig del af byens silhuet, brugt som vartegn i reklamer og kendt fra den lokalt inspirerede tegneserie »Livets gang i Lidenlund ”
Kirken har et rigt rokoko-inventar, udført af snedker Zinders Machholm fra Resen ved Struer i 1700-årene. I 1977 og 1981 blev inventaret forsynet med nye dekorationer af maleren Bodil Kaalund.



Tilbage
Søg igen
Yderligere info

Copyright Lemvig Museum