Museernes Samvirke i Vestjylland |
Ringkøbing - Skjern |
Sluserne i Hvide Sande |
Afvandingsslusen regulerer ud- og indstrømningen mellem Ringkøbing Fjord og Vesterhavet og muliggjorde afvandingen af flere tusinde ha vådområder omkring de vestjyske fjorde og ådale. Den stigende tilførsel af næringssalte fra l960’erne og fremefter har imidlertid medført, at vandet er blevet uklart. Sigtdybden kan store dele af året være så ringe som 30 cm, og der er indtruffet ændringer i fjordens plante- og dyreliv. I 1987 indførtes en ny slusepraksis, hvor der lukkes større mængder saltvand ind i fjorden, og hvor man har hævet vandspejlet til gennemsnitligt 25 cm over havet. Den ændrede vandudskiftning har dog ingen indflydelse på tilførslen af næringssalte, og der er endnu ikke indtrådt en mærkbar forbedring af vandkvaliteten. Der er opstået en stor diskussion om slusepraksis og fjordens fremtid. Der foretages løbende målinger af fjordens tilstand. Kammerslusen blev i 1987 totalt ombygget og udvidet, bl.a. af hensyn til udsejlingen af de nybyggede store coastere fra Nordsøværftet i Ringkøbing. Samtidig byggedes en ny havneadministration, hvor man betjene sluserne og hvor også Redningsvæsenet har til huse. Bygningen blev af folkeviddet hurtigt døbt ’Blåtårn’. Inden gennemsejlingsslusen blev udvidet, havde der fra 1977 været anlagt en særlig coastersluse nord for afvandingsslusen. Mellem de to sluser og i ’Mamrelund’, ligger skibsværfterne, der blev startet i 1934 og 1950. Mange fiskeskibe er bygget på de to værfter, især til Hvide Sande skippere, men også til redere i Storbritannien, Sverige og Grønland, Det har stor betydning for byens fiskere, at kutterne nemt kan komme på bedding og blive repareret. Mamrelund opstod i 1915 ved oppumpning af sand til lukningen af den første Hvide Sande kanal. |
Tilbage Søg igen Yderligere info |
Copyright Ringkøbing - Skjern Museum |