Ringkøbing er Vestjyllands gamle hovedstad. Byens opståen er arkæologisk sporet til midten af 1200-tallet og den omtales første gang omkring 1325.

Op gennem historisk tid var Ringkøbing den eneste havn på Vestkysten nord for Blåvandshuk.

Man kan formentlig sætte byens grundlæggelse i sammenhæng med Limfjordens lukning med Aggertangen tidligt i middelalderen.

Esbjerg Havn og jernbanens åbning i 1875 satte effektivt punktum for Ringkøbing som søfartsby, dog oplevede fragtsejladsen en kortvarig renæssance efter indvielsen af Hvide Sandeslusen i 1931.

Ringkøbing var en udpræget Nordsøhavn med tætte forbindelser især til Hamburg-Altona, Amsterdam og Norge, men handelstraditionerne blev brudt i 1800- tallet, først med Englandskrigene og tabet af Norge, senere med de slesvigske krige i 1848-50 og 1864.

I 1794 blev Ringkøbing centrum for amtsadministrationen, da de oprindelige Bøvling og Lundenæs amter blev slået sammen, og amtmanden over det nye Ringkøbing Amt flyttede til byen.

Endnu i midten af 1800-tallet havde den lille købstad mange ubebyggede tofter, og det var først under den tidlige industrialisme, at Ringkøbing så småt begyndte at brede sig uden for de gamle byporte.

Konkurrencen fra de nye stationsbyer bevirkede dog, at ekspansionen ikke blev så voldsom som i andre gamle byer.

Jernbanen skabte grundlaget for to helt nye erhverv, hvor Ringkøbingborgerne var foregangsmænd, nemlig fiskeeksport og turisme.

Byens erhvervsgrundlag domineres stadig af handel og administration, samt små og mellemstore virksomheder baseret på opfindsomhed og håndværksmæssige traditioner. Den største virksomhed er Nordsøværftet, der er oprettet i 1958.
 

Vestkystturismen præger gadelivet. Især i sommerhalvåret vrimler RIngkøbing Torv og de gamle gader med gæster fra ind- og udland. Bykernens middelalderlige gadenet er bevaret intakt med det rektangulære torv, hovedgaden Algade og fire gadeforløb vinkelret på fjord- kysten.

Det er bemærkelsesværdigt, at gaderne er næsten lige og ikke krogede som i andre middelalderbyer. Måske skyldes det, at byen er blevet anlagt efter en plan.
 

Bygningerne er naturligvis ikke så gamle som gadenettet. Bortset fra Hotel Ringkøbing stammer de ældste huse fra slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet.

Husene var oprindeligt bygget af bindingsværk, men købmændene begyndte for tohundrede år siden at skifte bindingsværket ud med grundmurede murstenshuse og stråtagene med røde teglsten. Efterhånden blev hele byen præget af det, der kaldes den vestjyske byggestil.

Denne byggeskik kendetegnes i Ringkøbing af lave huse med kraftige hvide gesimser og store afvalmede tegltage.

Byggemåden, der også blev karakteristisk for egnens gamle gårde, er især knyttet til kystegnene og bredte sig sydfra. Det er faktisk nogle af landets ældste murstenshuse, man træffer her, når det da drejer sig om hverdagens bygninger. Tegl havde været anvendt siden middelalderen, men især til kirker og herregårde.

Indførelsen af den vestjyske byggeskik kan hænge sammen med de økonomiske opgangstider på landboreformernes tid, og med at tømmer og bindingsværk var kostbart i en egn, hvor der ikke voksede træer.

Men byggeskikken hænger også sammen med udbredelsen af primitive, såkaldte bondeteglovne, der muliggjorde en billig lokal fremstilling af byggematerialer.
 

Arkitekten Ulrik Plesner, der var født i Vedersø, hentede i begyndelsen af 1900-tallet inspiration fra sin hjemegns byggeskik. Plesner har tegnet en lille række huse i Ringkøbing, men det var især hans medarbejder Kristian Jensen og flere lokale bygmestre, der førte stilen videre i Ringkøbing.

Fra 1980erne og fremefter er der igen hentet inspiration i den gamle byggeskik, og Ringkøbing har derved bevaret et usædvanligt helhedspræg. Der gøres et stort arbejde for at bevare og restaurere de gamle huse i bykernen, der siden 1973 har været underlagt en særlig bevaringsdeklaration. Husene får atter sprossevinduer, butiksfacaderne bliver ført tilbage, og man søger ihærdigt at få f.eks. skiltningen tilpasset det gamle miljø. De gamle bevarede gader er Ringkøbings største seværdighed.

Copyright Ringkøbing - Skjern Museum