Museernes Samvirke i Vestjylland
Ringkøbing - Skjern
Ringkøbing Museum

Ringkøbing Museum er et gammelt købstadsmuseum, hvis største udstilling er om byens stolthed Mylius-Erichsen og hans Danmark-Ekspedition til Nordøstgrønland i 1906-08, der endte fatalt.

På et besøg vil du kunne få et lille glimt at byens storhedstid - nemlig guldalderen 1800-1850. I denne periode blomstrede kulturlivet op med både kunst, litteratur og billedkunst over hele Danmark - også i Ringkøbing.

Museets største udstilling er om Mylius-Erichsens Danmark-Ekspedition til Nordøstgrønland.

Den 24. juni 1906 stod skibet S/S ”Danmark” ud fra Københavns havn med kurs mod Nordøstgrønland. Ombord var 28 mand, deriblandt en række fagfolk og videnskabsfolk samt lederen Mylius-Erichsen. Ekspeditionen, der tog navn efter skibet, skulle kortlægge Nordøstgrønlands kyststrækning, plante det danske flag i området samt foretage videnskabelige undersøgelser af dette totalt ukendte land.

Ekspeditionen lykkedes med store videnskabelige landvindinger, men endte fatalt da tre af ekspeditionsdeltagerne omkom, hvoraf Mylius-Erichsen var en af dem.

Statuen af Mylius-Erichsen
På pladsen foran museet står en statue af forfatteren L. Mylius-Erichsen udført af billedhuggeren Chr. Skikkild og rejst i 1916.

Museets historie
Her hvor den gamle Østerport lå, mødes Herningvej i en spids vinkel med Kongevejen, der er den ældgamle landevej mod syd. Museumsbygningen fra 1922 har haft G. Juul Brask som arkitekt og kan stilmæssigt betegnes som nyklassicisme med træk fra den vestjyske byggestil. Museet blev oprettet i 1908, og er i dag en del af Ringkøbing-Skjern Museum.

Tangs Hus
Det lille bindingsværkshus i museumshaven er opført i 1921 som en rekonstruktion af et Ringkøbinghus fra 1600-årene, Huset er bygget af nedrivningsmaterialer fra udlængerne til den Tang’ske Gård i Algade. Mønstermuringen blev på Nationalmuseets anbefaling kopieret efter en gammel bygning i København.

Dommerkontoret
På den anden side af Kongevejen ligger Dommerkontoret fra 1904, oprindelig borgmesterens embedsbolig. Det var Ulrik Plesners første opgave i Ringkøbing. Bygningen er blevet forlænget i 1950’erne, men er i øvrigt velbevaret. Dommerkontoret er i dag en del af Ringkøbing-Skjern Museum, og anvendes til skiftende udstillinger.

Politistationen
Lidt længere ude ad Kongevejen ses Politistationen (Ting- og Arresthuset) fra 1918, tegnet af arkitekt Helge Bojsen-Mølle. Sidstnævnte har også tegnet Sygehuset og byens største hus, Kreditforeningen på Herningvej overfor museet, opført 1913 og velholdt med pietetsfuldt bevarede skønvirkeinteriører.

Læs mere om Ringkøbing Museum på www.levendehistorie.dk



Tilbage
Søg igen
Yderligere info

Copyright Ringkøbing - Skjern Museum