Museernes Samvirke i Vestjylland
Ringkøbing - Skjern
Dejbjerg Kirke og historie

Kirkegården er omgivet af middelalderlige kampestensdiger og ved indgangene mod nord og øst ligger endnu de gamle færiste til at holde dyrene ude.

Kirken er romansk med et skib, der er forlænget engang i middelalderen. Det fortælles, at stenene skulle stamme fra den nedbrudte Finderup kirke.

Over døren i våbenhusets gavl ses et solur i sandsten. Døbefonten er udsmykket med to løvehoveder, hver forsynet med to adskilte løvekroppe. Sådanne fonte kendes ellers kun længere mod øst i Jylland.

Rakkerstole og grave
I tårnrummet står der nogle simple rakkerstole, dvs. kirkebænke, som Dejbjerg-rakkerne skulle benytte i forbindelse med kirkegang. Rakkerne, som var en udstødt og omflakkende befolkningsgruppe, havde oprindelig ingen adgang til kirkerne, men til sidst fik de lov at komme indenfor, dog således at de skulle holde sig passende i baggrunden.

På kirkegården ses et græsdækket areal i det nordøstlige hjørne, hvor en lille sten bar indskriften »Rakkergravene. Her hviler de rakkere, som blev begravet i indviet jord.

I kirkegårdsdiget ses mange jernslagger fra jernalderen. Omkring Dejbjerg Kirkeby er der udgravet jernalderhuse, hvoraf de ældste er fra sidste århundrede før Kr. f.

Fra alle senere perioder foreligger der også spor af bebyggelse, således at Dejbjerg ligesom Lønborg på den anden side af Skjern Åens delta repræsenterer en kontinuerlig bebyggelse gennem 2000 år.

Som et eksempel kan nævnes, at der ved anlæggelse af nye grave på kirkegården er gjort fund, der viser, at kirken er opført på tomten af en vikingetidslandsby.

Dejbjerg Smedefund
Et andet meget usædvanligt fund er fremkommet i slutningen af l960’erne, da gaden Skrænten i den vestlige del af byen blev kloakeret. En gravemaskine stødte her på en værktøjskasse med jernværktøj, som har tilhørt en vikingetidshåndværker, der med redskaberne både kunne smede og tømre. Selv om værktøjet har ligget 1000 år i jorden, har det ikke taget væsentlig skade af opholdet. Genstandene er nu udstillet på Bork VIkingehavn, der er en del af Ringkøbing-Skjern Museum.

Dejbjerglund
Umiddelbart øst for kirken ligger Dejbjerglund, der er en gammel herregård. Denne samhørighed mellem gård og kirke genfindes i Lønborg på den anden side af Skjern Åens delta.

Dejbjerglund kan historisk føres tilbage til 1500-tallet, hvor Skramslægten ejede den. I 1638 opførtes en firfløjet borggård, omgivet af grave og volde. Rester af disse ses stadig. I dag er kun en hovedbygning fra 1850 bevaret, dog restaureret og nu anvendt som præstebolig. Der er ikke offentlig adgang.



Tilbage
Søg igen
Yderligere info

Copyright Ringkøbing - Skjern Museum