Museernes Samvirke i Vestjylland
Ringkøbing - Skjern
Bundsbæk Mølle

Oplev en gammel vandmølle og dens hyggelige omgivelser.
Møllens historie kan føres tilbage til 1600-tallet, hvor vandkraften havde stor betydning.

I dag er Bundsbæk Mølle en af Vestjyllands få bevarede vandmøller. Udover at have fungeret som kornmølle, er der i begyndelsen af 1900-tallet blevet fremstillet benmel og elektricitet på møllen. Bundsbæk Mølle en del af Ringkøbing-Skjern Museum.

Hovedbygningen er nu indrettet til kaffestue, En rekonstrueret bageovn benyttes til bagning af brød til servering.

Selve vandmøllebygningen, der er opført for enden af hovedbygningen, er fuldt funktionsdygtig med møllehjul og kværne.

Den gamle mølledam er blevet oprenset, heri er fundet et væld af kasserede lergryder, glas, kopper, tallerkner og meget andet.

Ved slusen der regulerer det overskydende vand i dammen, er der foruden fisketrapper installeret en turbine, der producerer el til museet.

Fra ca. 1920 og frem til 1948 blev der også produceret strøm på Bundsbæk Mølle, idet en jævnstrømsgenerator var koblet direkte til møllehjulet. På denne måde kunne møllen forsyne de omkringliggende gårde med elektricitet. I forbindelse med hovedbygningen blev der i slutningen af l970’erne opført en trelænget bygning med udstillingslokaler.

Et entréhus og en museumssmedje er siden bygget lidt vest for møllen. På arealerne omkring møllen går et antal ponyer samt køer af gamle racer. I 1991 er ejendommen Bundsbæk Møllegård blevet tilknyttet Bundsbæk Mølle, der er en afdeling af Ringkøbing-Skjern Museum. Møllegården bruges i dag af administrationen af Ringkøbing-Skjern Museum. Læs mere på www.levendehistorie.dk



Tilbage
Søg igen
Yderligere info

Copyright Ringkøbing - Skjern Museum