Gården har fra 1877 til 1898 været fattiggård for Ådum sogn.

Da Danmark var katolsk, hørte fattigforsorg ind under kirken. Men efter reformationen, hvor kirken fik frataget sine besiddelser, holdt dette velgørenhedsarbejde op. I stedet fik kirkeværgerne pålæg om at oprette fattighuse.

Midlerne hertil skulle tages af kirketienden. De fattige måtte så tjene til livets ophold ved at tigge.

I 1587 blev der gennemført en forordning om bettleri (tiggeri), der skulle sikre nogenlunde ens forhold for de dårligst stillede i samfundet. Kun de fattige og syge, som myndighederne havde skønnet var uarbejdsdygtige, kunne få et særligt mærke, der gav dem ret til at tigge.

I 1803 indførte man en lovgivning for landet (i 1799 for byerne). Heri blev det fastslået, at de fattige havde ret til forsorg.

Denne forsorg skulle bestå af uddeling af naturalier, sygehjælp og betaling af begravelse. Hjemsognet skulle betale hjælpen. Tiggeriet blev samtidigt forbudt og straffet med fængselstraf. Men det lykkedes ikke at standse det.

Man begyndte efterhånden at oprette fattiggårde rundt i landet. Her kunne de fattige få mad, husly og pleje. Til gengæld skulle de yde et stykke arbejde samt indordne sig under fattiggårdens reglement.

På fattiggårdene ansatte sognerådet en bestyrer eller et bestyrerpar. Fattiglemmerne blev således plejet, beskæftiget og opdraget. De blev betragtet som tyende og bestyreren som husfader.
 

Copyright Ringkøbing - Skjern Museum