Hvor Limfjorden snævres ind til Kilen ligger Struer By lunt i sin bugt mellem Vralden og Struer Odde. Navnet betyder snævringen ved den grusede strandbred.

GPS data:
Lat: N 56º 29.501’
Long: E 008º 35.664’

Det optræder første gang i dokumenter fra slutningen af 1400-årene.
Oprindelig var Struer et vadested over fjorden på vej mod Oddesund.

Fra 1500-årene en betydelig handelsplads og Hardsyssels vigtigste havn til import af bygnings- tømmer fra Norge. Siden 1865 en af Danmarks vigtigste jernbanebyer. Fra 1917 anerkendt som købstad, og efter midten af dette århundrede en udpræget industriby med B&O og Slagteriet som de toneangivende virksomheder. Allerede i 1500-årene begyndte fiskere, husmænd og kræmmere at opføre deres små huse langs stranden, som dengang lå helt inde ved »Struer gade», den nuværende gågade, Østergade. Ingen af disse huse er bevaret. Senere voksede bebyggelsen også op ad Søndergade, der er den gamle landevej til Holstebro. Og efter anlægget af hoved- landevej og dæmning i 1856 begyndte struerboerne også at bygge huse langs stikvejen op til hovedvejen, den nuværende Vestergade. I dag er kun få af disse huse bevaret, og størstedelen af Struers ældre bebyggelse er fra årtierne omkring 1900. Sten til byens huse fik man fra Struer Tegl værk der lå midt i byen ved det nuværende Tegltorv. I slutningen af 1800-årene, da Struer var den by, der næst efter Esbjerg og Herning oplevede den største befolkningstilvækst blev teglværket efterhånden helt om klamre af bebyggelsen. Det gav Struer sin karakteristiske todelte byplan med en østby, hvor der hovedsagelig boede jernbanefolk, og en vestby med mange fiskere, håndværkere og arbejdere. Efter teglværkets lukning i 1936 har byen bredt sig til alle sider, men »hullet” i midtbyen er der stadig. Et karakteristisk træk ved Struer er brobuerne under højbanen, der siden omlægningen af forbindelsen til Thy 1920-23 har skilt byen fra havnen Står man i Bredgade og ser gennem brobuen mod »Sarpsborgpigen« på midtermolen i den gamle havn, har man foran sig et klassisk Struerprojekt.

Copyright Struer Museum