Museernes Samvirke i Vestjylland
Mindelund for tyske flygtninge og soldater

 Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men på en plæne nordøst for Struer Kirke findes et tankevækkende mindesmærke over krigens lidelser.

Besættelsen gik ikke let hen over Struer. Med den centrale beliggenhed i det jyske jernbanenet blev byen fra krigens start et centrum for indkvartering af værnemagtssoldater, og som krigen skred frem, besatte tyskerne flere og flere skoler og bygninger.

I 1945, da Europa lå i ruiner, nåede tyske flygtningestrømme Struer, og samtidig havde besættelsesmagten flere lazaretter i byen. Der var tyskere i Borgerskolen, Teknisk Skole, Østre Skole, Frelsens Hærs hus, Folkets Hus, Grand Hotels teatersal, KFUM i Kirkegade, Resen Missionshus og Struer Statsgymnasium. Mange var flygtet fra sult og nød. Andre var sårede fra fronterne. Af ca. 4.000 tyskere i Struer, der havde 6.754 indbyggere, døde 137 af underernæring, sygdom og læsioner. Hver tidlig morgen i foråret 1945 begravede besættelsesmagten i ubemærkethed og uden ceremoni de døde på en grund ved Bredgade vest for kirken.

Fem år efter krigen ankom et tysk rejsehold til Struer med en makaber opgave for øje. De gravede de 137 døde op og flyttede dem til en ny plads nordøst for kirken, hvor de fandt et endeligt hvilested. I 1966 blev grunden overladt til Forbundsrepublikken Tyskland, der indrettede den stemningsfulde mindelund.


Hent rutevejledning

Fra:


Tilbage
Søg igen
Yderligere info

Copyright Struer Museum