Museernes Samvirke i Vestjylland
Struerstenene af Edgar Funch

I Struer står to skulpturer af Edgar Funch på Rådhustorvet. De er en gave til byen fra Sparekassen, der i 1971 fejrede sit 100 års jubilæum.

Edgar Funchs skulpturer bringer ofte tankerne hen på tidligere kulturers monumenter.

I det abstrakte formsprog skimtes masker, der blandt andet kan ses i vores egen kulturs vikingekunst. I Edgar Funchs værker smelter mennesket sammen med naturen i skulpturen.

De to skulpturer er hugget direkte i norsk zyenitsten, og deres farve passer så godt ind i omgivelserne, at man skulle tro, at de var skabt til stedet. Funch skabte dog værket allerede i 1969.

Placeringen blev nøje overvejet i forhold til belysning. De er placeret sådan, at de har en dagside set fra gågaden, og en natteside oplyst af lyset fra rådhusets vinduer.

»Struerstenene« har to eller tre lodrette piller som deres gennemgående hovedkerne. De mange forskellige stendele forholder sig til disse lodrette linjer, men øjet leger konstant med balancen i skulpturen.

Nogle stenelementer stritter faretruende ud af de to vandrette piller, som kunne et element falde ud og forårsage, at stenmassen falder sammen som et korthus. Det giver skulpturerne et magisk præg, som om stensamlingen står ret op og ned, uden at være påvirket af tyngdekraften.


Hent rutevejledning

Fra:


Tilbage
Søg igen
Yderligere info

Copyright Struer Museum